Giv ikke kreditkortet til falske “Microsoft-medarbejdere”

Publisert juli 7, 2015

Ville du give dine kortoplysninger til nogen, du tilfældigvis mødte på gaden? Nej vel? Husk, at det samme gælder for folk, der ringer til dig, uanset hvem de siger, de ringer på vegne af.

Forestil dig at telefonen ringer. Personen i den anden ende siger at han kommer fra Microsoft, og at din pc har brug for en opdatering. Han anbefaler dig på det kraftigste at gøre dette. Personen taler engelsk og siger, at en sådan opdatering koster 1000 DKK, og at det skal gøres nu.

Du tænker: Jeg har ingen forstand på computere, og Microsoft er en velrenommeret virksomhed, så du giver dem dine kortoplysninger. Samtidig får en af EnterCards sikkerhedsekspert en advarsel. Allerede mens du taler med “Microsoft”, tester svindleren – for det er det, de er – om de kan gennemføre en pengeoverførsel fra dit kort via pengetransaktionsselskabet Western Union. Det er denne transaktion, som vores eksperter fanger.

“Hos EnterCard sætter vi sikkerheden højt, og kunden skal altid føle sig tryg, når han eller hun bruger vores kort. Derfor går vores sikkerhedseksperter langt i bestræbelserne på at afsløre svindlere”, forklarer Henning Holtan, administrerende direktør, EnterCard Norge og Denmark.

Sommeren er højsæson

“Selvom medierne har advaret mod “Microsoft”-svindlere i længere tid, ser vi stadig eksempler på sådanne svindelforsøg, og sommeren er højsæson. Vi anbefaler derfor vores kunder til aldrig at videregive kortoplysninger og adgangskoder, hvis de ikke selv har taget initiativ til kontakten”.

“På det seneste har vi set, at svindlerne også siger, at de er fra iTunes, når de svindler, men det er stadig oftest Microsoft. Samtidig bliver svindlerne hele tiden mere og mere raffinerede, så vi anbefaler vores kunder at være opmærksomme og ikke videregive kortoplysninger, pinkode eller adgangskode til fremmede”.

EnterCards tips til at undgå svindel:

  1. Videregiv ikke kortnummer, pinkode eller adgangskode, når du ikke selv har taget initiativ til kontakten.
  2. Gå til kilden. Når du skal bruge tjenester fra Microsoft, PayPal eller Apple, så gå direkte til deres hjemmeside.
  3. Tjek webadressen til hjemmesider, du skal bestille fra. Er det https? Https giver en ekstra sikkerhed, og man kan tjekke afsenderen.
  4. Hvis du modtager en e-mail med stavefejl, underlig ordstilling og besynderlig brug af ord og begreber, er det tegn på forsøg på svindel.